Gå til indholdet

Om prissætning i Nexus

Med grundpriser som ryggraden i din prisopsætning har du fleksibiliteten til at imødekomme dine kunder med forskellige prisvilkår, og både opsætte og ændre disse vilkår for en given kunde på et øjeblik.

Oversigt

Der er mange muligheder for at prissætte produkter i Nexus. Du kan arbejde med:

  • Grundpriser, også kaldet prisniveauer. Op til 10 forskellige handelspriser pr. produkt
  • Mængderabatter pr. produkt
  • Mængderabatter, der udløses på tværs af flere produkter
  • Permanente specialpriser, sat pr. produkt pr. kunde
  • Specialpriser pr. produkt, pr. kundeordre
  • Tilbud og kampagner, evt. reguleret af tidsbegrænsninger eller varebeholdninger

Nexus vil som standard tilstræbe at give dine kunder den bedst mulige pris. Det betyder, at mulighederne kan kombineres meget frit, uden at du skal spekulere på om en given kundegruppe mon går glip af en kampagne, har for høje priser, eller får uhensigtsmæssigt lave priser. Det giver dig en stor fleksibilitet i det daglige til at arbejde med din prissætning og med kampagner.

Sådan opsættes priser

Prisniveauerne indstilles let og kraftfuldt på hvert produkt. Med specialpriser har du værktøjet til at håndtere prisundtagelserne, som dine prisniveauer ikke tilgodeser, mens du med mængderabatter kan stimulere til mérsalg.

Når samhandel med en ny kunde skal indledes, skal du tage stilling til hvilke priser og vilkår din kunde skal have. I dette afsnit gennemgåes denne generelle opsætning af en prisstruktur i Nexus, som vil give dig fleksibilitet, tilstræbe nemt vedligehold, samt sikre at enhver kunde til enhver tid får en pris af Nexus.

Prisniveauerne er grundstenen

Med prisniveauer har du muligheden for at sætte op til 10 handelspriser på hvert produkt. Hvert prisniveau kan være indstillet manuelt, eller kan regne en pris ud på basis af et andet prisniveau. Det indstiller du pr. produkt.

Prisniveauer skal tildeles til dine kunder så de selv kan se en pris og handle online. Ved at anvende prisniveauerne struktureret og fornuftigt er det enkelt for dig at ændre en kundes priser generelt, såvel som anvende de øvrige muligheder i Nexus for at afvige fra prisniveauer.

Prisniveau 1 skal have din højeste salgspris

Sørg for at Prisniveau 1 altid er den højeste salgspris som du tilbyder, og vi anbefaler at du udfylder de øvrige prisniveauer så prisen på produktet falder gradvist sammen med hvert prisniveau. Du kan godt springe et niveau over hvis du har planer om en ny struktur, men endnu ikke er klar med detaljerne.

Automatisk udregning er bedst fremfor manuelt satte priser da det reducerer byrden ved vedligehold af prisniveauerne.

Specialpriser til undtagelserne

Når du med en bestemt kunde gerne vil aftale en fast pris på et produkt, som ikke passer med kundens prisniveau så kan du anføre en Permanent Specialpris. Permanente Specialpriser indstilles pr. kunde pr. produkt.

En permanent specialpris vil altid få forrang for alle øvrige prisudregninger, hvorfor det også er muligt at fastsætte en højere pris på et givent produkt end kundens prisniveau ellers ville have produceret.

Specialpriser kan være omfattende at vedligeholde

Specialpriser er et stærkt værktøj, men det kan være mere omfattende at vedligeholde specialpriser end prisniveauer. Omvendt har du med specialpriser en frihedsgrad som prisniveauer ikke kan indfri. Brug friheden med omtanke og husk på, at før eller siden skal du rette på dine priser - også de specielle.

Specialpriser som prislister

Hvis du har mange forskellige prislister til forskellige kundetyper kan du bruge specialpriser som et frit antal prislister, og anse prisniveauerne mere som en standardprisliste for nye kunder. Læs mere om import og eksport af specialpriser.

Mængderabatter til mérsalg

I lighed med prisniveauer, hvor én prisopsætning pr. produkt kan komme alle dine kunder til gode, er Breakpoints i Nexus en af måderne du let kan stimulere til mérsalg med pris som virkemåde.

Breakpoints - altså den købsmængde af et given produkt, der udløser en rabat - anføres på de enkelte produkter. Størrelsen af rabatterne er styret af rabatprofiler. Der er i standardopsætningen af Nexus defineret 3 forskellige rabatprofiler med procentrabatter til at udløse mængderabat, der hver kan regulere rabattens størrelse for op til 3 forskellige mængder pr. produkt.

Samtidig kan et produkt “breake” med et andet, som kan bidrage til at tælle mod de indstillede købsmængder der udløser rabat. Dette vil typisk opsættes på begge produkter, så de breaker med hinanden, men du kan også vælge at det ene produkt kun tæller med i mængden, uden at der også udløses en rabat på det medtalte produkt.

Nexus sørger for, at "dumme priser" ikke vises

Fordi Nexus tilstræber at vise din kunde den bedst mulige pris, skal du ikke bekymre dig om hvordan mængderabatter vises for kunder, der generelt har en god pris gennem det valgte prisniveau. Mængdepriser, som er højere end kundens prisniveau vises ikke til kunden, og kun de mængder der faktisk tilbyder kunden en rabat vil blive vist.

Læg et produkt i kurven med en specialpris for din kunde

Når du benytter TakeOver-funktionen har du fra produktkortet mulighed for at lægge et produkt i kurven med en pris du selv taster manuelt. Denne pris opdaterer ikke prisen for kunden generelt, men er et enkeltstående tilfælde hvor denne pris tilbydes.

Specialpris i kurven kan om ønsket gemmes sammen med kurven, og naturligvis checkes med ud på en ordre. Ved anvendelse af genberegning af priser ved fakturering vil en specialpris der tastes i kurven ikke blive genberegnet.

Specialpris i kurven er en fin metode til at håndtere enkeltstående behov for en pris der afviger fra kundens prisniveau. Funktionen kræver, at brugeren i Nexus der anvender TakeOver også har rettigheder til at give kunder specialpriser